Oliemarkedet har sammen med forhandlingerne om en amerikansk skattereform og en begyndende eskalering af spændingerne mellem Saudi Arabien og Iran været de toneangivende begivenheder i løbet af oktober måned, og de amerikanske aktier nåede igen nye rekordhøjder.

Det er nu knap 2 år siden, vi så bunden i oliemarkederne. Dengang var der overflod af olie, og dommedagsprofeterne var ude i stor stil med spådomme om meget lavere oliepriser. Situationen er en helt anden nu. Brent, der er en af flere forskellige olietyper, er siden bunden i januar 2016 steget med 135 pct., markedet er stabiliseret, og lagrene er faldet støt og roligt i månedsvis.

På trods af at mange nye energiformer end olie udfylder en stadig stigende rolle i vores energiforbrug, vil verdens samlede forbrug af fossile brændstoffer stige de næste par årtier, da omstillingsprocessen til grøn energi er meget langsommelig. Verden har et næsten umætteligt stigende behov for energi, og olien kommer fortsat til at spille en markant rolle mange år frem i tiden.

Vi har ventet tålmodigt på, at oliemarkedet skulle stabilisere sig, og vi har købt op i aktier, der på den ene eller anden måde nyder gavn af stigende oliepriser. Olie-relaterede aktier udgør således ca. 11,6 pct. af porteføljen mod blot 6,3 pct. i MSCI World.

Ændringer i månedens løb

De sidste 4-5 måneder har vi stille og roligt øget beholdningen i en række internationale fødevareselskaber, mens kurserne har været under pres, da mange investorer og analytikere har været bekymrede for selskabernes indtjeningsstabilitet. Dette er ikke et nyt fænomen. Gennem de sidste par årtier er det sket op til flere gange, og hver gang har det vist sig at være ubegrundet. Det er det efter vores opfattelse også denne gang, og vi tager det som en kærkommen anledning til at samle op i aktierne.

Vi har 14 selskaber, der tilsammen udgør ca. 14,3 pct. af porteføljen, som vi kalder fødevareselskaber. Disse er Smucker, Campbell Soup, General Mills, Dr. Pepper, Danone, Unilever, Kellogg, ConAgra Brands, Hormel Foods, Pernod Ricard, Heineken, Pepsi, Kraft Heinz og Hershey.

Hvis man er lidt bekymret efter snart 9 år med store kursstigninger på aktiemarkederne, giver netop denne gruppe af aktier både langsigtet stabilitet og et relativt mere forudsigeligt afkast end det generelle aktiemarked samt sikrer i højere grad investorerne i MS Invest mod kursfald.

Der er i alt 29 selskaber i MS Invest i sektoren Stabile Forbrugsgoder, hvor ovennævnte aktier hører til. De handles til en porteføljevægtet P/E på 12,0 på den af analytikerne forventede indtjening i 2019. Til sammenligning har S&P 500 en forventet P/E på 16,0 for 2019 indtjeningen. Normalt er gruppen af Stabile Forbrugsgoder dyrere end det generelle marked, men ikke i øjeblikket. Det er præcis sådanne situationer som value investorer som os leder efter, og som over tid bidrager til, at man kan lave bedre afkast end sine omgivelser.

Ultimo oktober måned var der uændret 122 selskaber i porteføljen.

Forventninger

Året nærmer sig hastigt sin afslutning, og som det ser ud på nuværende tidspunkt, bliver afkastet lavere end omgivelserne, uanset om vi sammenligner os med vores konkurrenter eller med MSCI World. Vi forventer forsat et beskedent positivt afkast for 2017.

Den største position i MS Invest er helikoptervirksomheden Bristow, der blandt andet servicerer olieindustrien verden over. Dagen efter offentliggørelsen af den seneste kvartalsrapport steg aktien med 44 pct., hvilket tydeligt viser, hvor markant undervurderet nogle af vores aktier er.

Der er således masser af potentiale i porteføljen, som vi forventer vil vise sig i de kommende år.

  • © Middelfart Sparekasse • Havnegade 21 • 5500 Middelfart • CVR 24 74 48 17