Det meste af september og begyndelsen af oktober var aktiemarkederne rimeligt afdæmpede med mindre udsving i begge retninger, mens investorerne afventede signaler fra Den Amerikanske Centralbank omkring udviklingen i økonomien og en eventuel renteforhøjelse. De fleste forventer, at renten bliver hævet med en kvart procent i december, hvilket dog efter vores opfattelse er en mere eller mindre ubetydelig ændring.

I USA har de to præsidentkandidater haft deres første TV-transmitterede dueller, der tyder på at have haft Hillary Clinton som vinder. Den anden af de to debatter, der blev afholdt den 9. oktober, bliver sammen med en video med Trump fra 2005 sandsynligvis udslagsgivende for valget, hvor samtlige meningsmålinger nu peger på Hillary Clinton som den næste amerikanske præsident. Markederne forventer, og ønsker som det bedste af to onder, at se Hillary Clinton i Det Hvide Hus.

Den 28. september forlød det fra OPEC landene, at man vil sænke produktionen med 750.000 tønder olie om dagen, for at bringe markedet i ligevægt mellem udbud og efterspørgsel. Hvilke lande, der skal skære i produktionen, vil blive besluttet på OPEC’s næste møde i november. Såfremt det lykkes at nå til enighed på mødet, kan det betyde et vendepunkt på både godt og ondt for mange virksomheder. Energiselskaberne og de industrier, der leverer udstyr og ydelser til dem, er naturligvis de store vindere, mens de fleste andre industrier vil få lidt større omkostninger og forbrugerne lidt færre penge til den almindelige husholdning.
Vi har længe haft opfattelsen af, at olien er for billig, hvilket naturligvis er baggrunden for vores opkøb af olieaktier det sidste års tid.

Vi har ikke foretaget ændringer i porteføljen i september, men vi forventer, at vi laver en række mindre omlægninger i porteføljen i slutningen af oktober.

Som markedsforholdene og porteføljesammensætningen ser ud i øjeblikket er det uændret vores forventning, at MS Invest kommer ud af 2016 med et særdeles tilfredsstillende resultat, men vi forventer fortsat, at resten af året og et stykke ind i 2017 kan blive ret volatilt, hvilket vi øvrigt gerne ser, da det altid medfører gode muligheder for at lave omlægninger i porteføljen.

  • © Middelfart Sparekasse • Havnegade 21 • 5500 Middelfart • CVR 24 74 48 17