Som forventet hævede den amerikanske Centralbank de korte renter med 0,25 % i december, hvilket er den første amerikanske renteforhøjelse siden 2006. I kraft af at forhøjelsen var forventet af langt de fleste i markedet og har været det i adskillige måneder, havde begivenheden kun umiddelbar ringe indflydelse på de finansielle markeder. Såfremt vækstudsigterne ikke ændrer sig i løbet af 2016, forventer markedet yderligere renteforhøjelser i niveauet 1,0 % point i løbet af det kommende år.

I den forgangne måned fortsatte vi de seneste måneders omlægninger af porteføljen, der nu udgøres af 77 selskaber mod 71 ultimo november og til sammenligning blot 41 ultimo august måned 2015. Vi har ønsket en større spredning af porteføljen i flere år, men det har først været muligt at finde selskaber af tilstrækkelig god kvalitet og med det ønskede afkastpotentiale i slutningen af 2015. Følgende 9 nye selskaber er blevet købt i december måned: BASF, Cummins, Bed Bath & Beyond, Staples, BP, National Oilwell Varco, Hugo Boss, Unilever og Royal Dutch Shell. Herudover har vi øget andelen i selskaberne Archer-Daniels-Midland, Michael Kors, Anglo American, LVMH, BHP Billiton, Freeport-McMoran, Joy Global, Gerry Weber, MetLife, Deutsche Bank, Petrofac, D/S Norden, AP Møller-Mærsk og International Paper. Vi har solgt alle foreningens aktier i Morrisons, Tesco og Diamond Offshore Drilling.

Vi har positive langsigtede forventninger til, at de nye selskab, vi har købt i de seneste måneder sammen med de resterende selskaber i porteføljen vil kunne skabe stabile, tilfredsstillende afkast i de kommende år. Hvorvidt det så er godt nok til at give et højere afkast end Verdensindekset, må tiden vise. Vi ved af gode grunde ikke, hvad der vil ske på aktiemarkedet i de kommende år, men vi har en god fornemmelse for, at vi går en række år i møde, hvor vi både kan levere tilfredsstillende absolutte afkast og relativt bedre end Verdensindekset. Vi håber og ønsker, at det bliver muligt at opnå en endnu større spredning i porteføljen i de kommende måneder, og at det samlede antal forskellige selskaber kommer op omkring 100. Det vil give større sikkerhed og en mere stabil portefølje.

Vi ser frem til et spændende nyt år.

  • © Middelfart Sparekasse • Havnegade 21 • 5500 Middelfart • CVR 24 74 48 17