Fremgang på aktiemarkederne i januar

Aktiemarkederne verden over udviste generelt store stigninger i januar.

Blandt de væsentligste årsager var, at den amerikanske økonomi tilsyneladende viser flere og flere tegn på bedring. Dette viser sig blandt andet i kraft af bedre beskæftigelsestal men også i de offentliggjorte regnskabstal for den del af virksomhederne, der allerede har aflagt regnskaber for 2011.

I Europa er renterne faldet betydeligt på obligationerne i gældsplagede lande som Spanien og Italien, hvilket for en tid har fået markederne til at ånde lettet op. Vi tror dog langtfra, at der er tale om vedvarende forbedringer, da mange lande fortsat har problemer med væksten og dermed evnen til at håndtere en stadig større gæld.

Det amerikanske budgetunderskud ligger fortsat i niveauet 10 % af bruttonationalproduktet. Det er både på kort og lang sigt fuldstændig uholdbart. Når politikerne begynder at tage fat på problemet, vil det alt andet lige medføre en opbremsning af væksten over det meste af verden, hvilket vil påvirke mange virksomheders indtjening negativt.

Vi fortsætter naturligvis vores investeringsstrategi uændret med hovedvægt på internationale virksomheder i medicinal og fødevaresektoren og vi forventer, at de kommende måneder kan komme til at udvise pæne kursfald i de mere konjunkturfølsomme selskaber ovenpå de meget store stigninger, vi har set de seneste måneder.

Se opdaterede oplysninger om porteføljesammensætningen

Download PDF med fakta om MS Invest

 

  • © Middelfart Sparekasse • Havnegade 21 • 5500 Middelfart • CVR 24 74 48 17